I PACK2 møder vi en stigende efterspørgsel på bæredygtig emballage. Mange mener ikke at plastik falder ind under kategorien bæredygtighed. Det er som om plastik er blevet et bandeord i snakken om bæredygtighed.
Mange har set billeder af øer med plastik, og herefter bandlyst plastik. Men den seneste forskning viser, at det meste plastik ledes ud i havene via floder, og at 95% af al den plastik som ender i havene stammer fra 8 asiatiske og 2 afrikanske floder. Ved disse floder bor mange millioner mennesker, hvor alle ikke har en skraldespand, og slet ingen til at tømme den. Du kan læse hele undersøgelsen her. I Danmark har vi heldigvis en meget bedre affaldshåndtering, og plastik ender derfor ikke så ofte i naturen.
Så ja, plastik er forfærdeligt hvis det f.eks. ender i naturen, og det SKAL det bare ikke – det må det IKKE. Men lige så forfærdeligt som plastik er, lige så fantastisk er det også.
Plastik er fantastisk, fordi det er så pokkers holdbart og pt. kan vi ikke klare os uden plastik. Har du kigget i din bil? – der er rigtig meget plastik i den. Har du nylon strømper? – ja så går du med plastik….. Og netop det faktum at vi lever i en verden som ikke kan klare sig helt uden plastik (endnu), gør at der er enormt meget plastik som kan genanvendes.
Vi mener, at man bør genanvende den nuværende plastik, for det er et ressourcespild ikke at bruge den plastik som nu engang er blevet produceret. Og det er billigere at genbruge plastik end at producere helt nyt. Og når plastik bliver genbrugt er det fantastisk, for så slipper vi for at bruge ressourcer på at producere nyt.
Hvad betyder bæredygtig egentlig? Ifølge FN er definitionen på bæredygtighed:
”…en udvikling, hvor opfyldelsen af de nulevende generationers behov ikke sker på bekostning af fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov.”
Sagt med andre ord så handler bæredygtighed om, hvordan vi kan passe på jorden, så vi kan give jorden videre til næste generation. Indtil vi har en god erstatning for plastik, må det være at genbruge den plastik som nu engang er sat i verden.
I forhold til om man skal vælge en plastik pose eller en anden type pose, så har DTU Miljø lavet en livscyklus vurdering for Miljøstyrelsen, som viser at plastikposer er det bedste valg for miljøet. Læs uddrag af den her.
I gennem årene er der kommet forskellige alternativer til den rene plastik, blandt andet Bio-baseret plast og bio-komposterbar plast. Førstnævnte har ledt mange til at tro at de har købt et produkt fri for plast, da bio-baseret plast er lavet af f.eks sukkerrør eller majs. Men det er blandet med plastik, så faktum er at det er plast, og skal sorteres som plast. Da sukkerrør ikke produceres tæt på Danmark, skal disse transporteres langvejs fra, hvilket igen har en miljømæssig påvirkning, som ikke gør denne type poser mere bæredygtige.
Poser lavet af bio-komposterbar plast kan som udgangspunkt nedbrydes til kompost. For at dette dog kan lykkes, er der visse ting som skal være opfyldt, som sjældent kan lade sig gøre i den almindelige natur eller i kompostbunken hjemme i haven.
Læs mere om de to typer plast i "Guide til biobaserede plast" og "Guide til bio-komposterbar plast".